Længe før sidste istid, fandtes der heste på den Iberiske halvø. Disse heste var af Sorraia- typen. Halvøens historie er fyldt med mange voldsomme krige og besættelser der har præget både Spanien og Portugal. Maurerne besatte store dele af Spanien og nåede også til den sydligste spids af Portugal før de blev stoppet af de dygtige rytterfolk der boede her. Portugal blev grundlagt i 1139, da Alfonso blev konge.

De oprindelige hesteracer blev kaldt forskellige navne alt efter hvilken landsdel de tilhørte, så da halvøen blev opdelt i Portugal (vest) og Spanien (øst), blev også hestene opdelt i primært to nye racer. Den vestlige del af øen, den gang kaldet Lusitania, blev hestene kaldt Lusitano for hankøn, Lusitana for hunkøn – senere blev det navn, som nu bruges i stambogen Puro Sangue Lusitano (PSL) – altså frit oversat: ren fuldblods portugiser og i daglig tale Lusitano. Spanien blev kaldt Andalusia og de heste der blev optaget i den spanske stambog blev til Pura Raza Española (P.R.E.) – den rene spanske race. Og altså Lusitanoens tæt beslægtede ”søsterrace”.

Lukket stambog siden 1967

Lusitano hesteracen er (en af) Portugals nationale hesteracer og derfor sker al registrering af Lusitano heste og avl i Portugal og igennem raceforbundet Associacäo Portuguesa de Criadores do Cavalo Puro Sangue Lusitano, forkortet APSL.
Besøg APSL’s hjemmeside www.cavalo-lusitano.com
APSL fører stambogen – O Livro Genealógico, som er opdelt i Livro de Nascimentos (afkom) og Livro de Adultos (voksne/avlsgodkendte).

For at en hest kan kaldes for racen Puro Sangue Lusitano og føres i stambogen og derved får Blue book/Blåt hestepas, skal det enten være et føl eller unghest der er registreret i Livro de Nascimentos. For at føllet kan blive registreret der, skal begge forældre være registreret og avlsgodkendte i Livro de Adultos.
Når disse registrerede Lusitano heste bliver 3 år kan de avlsgodkendes og registreres i Livro de Adultos, men de fleste venter til de er ældre.
Lusitano hestene står registreret i stambøgerne med chip nr, blodprøve, eksteriør beskrivelse og stamtavle 3 led tilbage, blodlinie procenter og evt. kåringspoint.

Forfaderen Sorraien

Sorraiaen er det tætteste nulevende man kommer på oprindelsen af den Iberiske hest
Sorraia er en lille hest på op til 155 cm. Farven er altid vildfarver, dvs. enten musegrå eller gul med ål, benstriber, skulderstriber og tofarvet man og hale. Hovedet er konveks i form og hesten fremtræder meget ædel og med højt sat hals.
Sorraiaen stammer fra området omkring Sorraiafloden i den vestlige del af Spanien og Portugal, hvorfra den også har fået sit navn, samt dennes bifloder Sor og Raia. Der hersker en del uenighed om, hvor gammel racen rent faktisk er.
Nogle forskere mener, at den har været blandt de første hesteracer, der blev tæmmet. Om det er sandt vides ikke, men et er sikkert; Sorraiaen har under alle omstændigheder levet i Sorraiaområdet i umindelige tider.
Sorraiaen er en sej og forholdsvis primitiv race, og har desuden en del lighedspunkter med Przewalskihesten og tarpanen, hvorfor man tidligere mente at den formodentlig nedstammede fra disse racer.
Via DNA test er det nu sikkert at den ikke har noget til fælles med przewalski, men muligvis noget med Tarpanen. Man har bevist via DNA at de, blandt andre racer, er forfaderen til den amerikanske mustang og flere sydamerikanske racer som eks. criollo.
Mange europæiske racer viser også spor af sorraiablod, bl.a holstenere.
Tidligere brugte man den som arbejdskraft i landbruget samt til vogtning af kvæg og andre dyr. I dag lever racen hovedsagelig semivildt i store privatejede naturreservater, hos. bl.a. familien d´Andrade som var de første der stillede jord til rådighed til en flok renavlede, vildtlevende Sorraia’er.

Der er kun ca. 250 renblodede Sorraiaheste tilbage i hele verden og den er således mere udrydningstruet end den bengalske tiger. Man forsøger i øjeblikket at redde racen fra at uddø, men man mangler i høj grad midler til dette arbejde. Samtidig kæmper man en del med indavl og deraf nedsat fertilitet, fordi Sorraiaerne lever i mindre flokke spredt rundt hos private folk i primært Portugal, men også i Tyskland. Der er heldigvis begyndt at ske en udveksling af avlsdyr mellem disse små grupper, som er afgørende for racens overlevelse.

Har man lyst til at vide mere om denne fantastiske race og forfader til de fleste rideheste i Europa, så kontakt foreningen. Vi er gerne behjælpelig med kontakter til avlere, samt litteratur om Sorraiaheste.
Læs mere om Lusitanoens historie her: www.cavalo-lusitano.com/en/lusitano-horse/history-of-the-lusitano-horse

De fire vigtigste blodlinier

De 4 mest betydningsfulde blodlinjer i lusitanoavlen er:

Andrade, Veiga, Coudelaria National og Alter Real.

Hver blodlinie er opkaldt efter den familie eller det sted hvor avlen startede. Der er ikke ret mange avlere der avler disse linier rent mere. Men de fleste har en holdning til, hvilke(n) de foretrækker at bruge. Ofte anses blandinger af linierne som de bedste ridedyr og de mere rene som bedre avlsdyr.

Typerne er ofte både fysisk og psykisk forskellige og er oprindeligt avlet med lidt forskelligt formål. Når man ser i en hests stamtavle er der beregning på, hvilke procenter af hver blodlinie hesten har, for herudfra at bedømme hestens mulige egenskaber og avlsværdi.

Andrade (AD/SA)
Dr. Ruy D’Andrade fra Herdade de Fontalva var grundlæggeren af denne blodlinie, der har eksisteret siden 1894. Linjen er skabt på hopper fra spanske avlere (Guerrero Hermanos, D. Vicente Romero y Garcia and D. António Perez Tinao) og hingste af samme ophav: Rumboso (Guerrero Hermanos), Arriero (Camino Hermanos), Bergantin (Eduardo Miura), Cartujano and Saltador (D. António Perez Tinao), Novelero (Pallares Moreno) and Principe VIII (D. Francisco Chica Navarro).
Hestene blev oprindeligt avlet til tyrefægtning, men de er også særdeles velegnet til skoleridning og kørsel. Idag udmærker Andrade-hestene sig i dressur og Working Equitation

.

Fernando Sommer d’Andrade arvede stutteriet i 1967 og siden er det delt ud i yderligere tre grupper til hans børn, der bruger følgende stutteri-navne: Emilia d´Andrade Oliveira e Sousa (i Coruche), Coudelaria d´Andrade (i Elvas) og Vilhena d´Andrade (i Torres Vedras). Der er andre stutterier der også avler denne linje rent.
Han var en stor, høj og fyldig mand og hestene skulle passe til ham. Andradeheste er derfor relativt høje og kraftfulde heste. Deres kropsform er afrundet, deres hovedform er næsten lige, bevægelsen er elegant og de er tit hårfagre. De er følsomme, blide af sind, rolige og noble.
Andrade-stutteriet har vundet flere avlstitler end noget andet lusitanostutteri
Kendte Andrade heste: Eneas, Principe VIII, Yacht, Martini og Firme – (far til Novilheiro, Opus, Nilo og Trinco og Neptuno), samt Euclides (redet af Nuno Oliveira) og Jaguar (ejet og redet af Egon von Neindorff)
.

Novilheiro, Opus, Neptuno og Nilo blev i øvrigt avlet hos familien Veiga og bar derfor Veiga-brændemærket, men var altså halv d`Andrade. En i øvrigt meget succesfuld kombination.

Veiga (MV)
Avlen blev grundlagt på Quinta da Broa af Rafael José da Cunha for over 200 år siden med to Alter Real-heste, som kom fra Kong Ferdinand d. II.
Stutteriet blev arvet af Manuel Tavares Veiga og Veiga familien var, i en periode, de eneste der – uden at skæve til modefænomener i avlen – stædigt fastholdt at avle udelukkende på den oprindelige type Lusitano. Typen var nær gået tabt, men via strengt kontrolleret indavl (Manuel Tavares Veiga var forsker i arvelighed) og nådesløs selektering, lykkedes det Manuel Veiga at producere en lille gruppe “perfekte” dyr uden arvelige skavanker, men med stor genetisk gennemslagskraft, som han herefter avlede med.
Selekteringen skete på baggrund af de strengeste krav af alle: tyrefægning. Både hingste og afkom blev testet. Alle svagheder blev sorteret fra og Veiga-linjen blev skabt
Hingste af rent Veiga-blod er meget eftertragtede som avlsdyr, da de pga. deres koncentrerede blod nedarver deres funktionelle ride-egenskaber med uhyggelig præcision – også efter adskillige generationer.
I dag tilskriver de fleste historiebøger Veigafamilien med æren af, ene og alene, at være skyld i, at vi idag stadigt kan se den oprindelige Lusitano. De blev i stort omfang brugt, da avlerne efter div. modefænomener næsten havde ødelagt racen og ønskede at genskabe en hest med de oprindelige egenskaber.
Veigahesten er ekstremt funktionel, generelt mindre end de andre linier og meget psykisk stærk. Perfekt til tyrefægtning (hopperne blev også testet, men ikke i arenaen). Den har den typiske konvekse næseryg – kendt som “Veiga hoved”, tynde ben, fantastisk smidighed og energi i bevægelsen fremad og op, den har stort mod og konfronterer alle farer.
Veiga-heste er primært udvalgt på funktionalitet og i meget mindre grad på skønhed. De repræsenterer den mest oprindelige type og anses nærmest for en race i racen.
Som resultat af dette omfattende avlsprogram har denne blodlinie også et sind der er ulig alle andre – selv indenfor de iberiske racer. De er meget menneskeglade, de kræver meget arbejde, gerne hårdt og udfordrende arbejde. De er stolte og lydige og tænker med rytteren. De giver altid mere end man beder om. Ofte sammenlignes de med hunderacen bordercollies og de stiller derfor krav til rytterens formåen.
Kendte Veiga heste: Novilheiro (bl.a. spring på OL-niveau), Oceano (dressur), Spartacus (dressur), Pintor (dressur), Galopin de la Font (dressur), Lofe (dressur), Luxo (dressur) – og hoppen Oxalis da meia Lua. Samt en mængde berømte tyrefægterheste, hvoraf de mest prominente er Opus (helbror til Novilheiro) og Neptuno.

Coudelaria National (CN) (Portugals statsstutteri)
Disse heste er af samme morfologiske type som den oprindelige spanske hest fra 1800-tallet og har til huse på Quinta da Fonte Boa i Santarém-dalen. Mange heste fra denne linje kan spores tilbage til heste fra Spanien (dengang de to racer var én – den Iberiske hest) og stamhestene er de 2 hingste Primoroso og Destinado (fra Dominquez Hermanos), samt hoppen Hucharia (født på Statsstutteriet).
Statsstutteriets heste i dag er ofte rektangulære, sportsprægede og stærke heste med høj manke, som er særligt velegnede til dressur og kørsel. De er oftest skimlede. Mange bruger disse dyr til at krydse ind i f.eks. Veiga-linien for at få størrelse og ”gang”. Man ser dem ofte på dressurbanerne. Stutteriet var oprindeligt tænkt som en statsstøttet avlsstation hvor avlerne kan få mulighed for at bruge diverse hingste for mindre beløb. Både stedets egne hingste, men også hingste fra andre avlere. Flere berømte hingste har gennem tiden været udstationeret her i en periode, fordi deres egenskaber ansås for værdifulde og gerne skulle udbredes til en større avlerskare. Kendte CN heste: (mindst 50% CN blod) Orphee (dressur OL).

Alter Real (AR)

Alter Real beskrives ofte i bøger som en selvstændig race, men hører under APSL og regnes for en blodlinje af Lusitano og kan bruges i avlen på linje med de andre blodlinjer.
Alter Real stutteri og kongelig rideskole blev grundlagt i 1748 af den portugisiske konge D. Joao V i Alter do Chao, som ligger i Portelegre-egnen. Linjen blev oprettet bl.a. ved indkøb af 300 nøje udvalgte brune hopper fra Andalusien. Disse hopper blev så bedækket af portugisiske hingste. Stutteriet var flere gange ved at gå til grunde pga. krige, men er hver gang blevet reddet. De fleste af de oprindelige heste døde og linjen måtte genskabes op til flere gange – denne gang med landets egne heste. Hestene herfra skal altid være brune (der er få sorte og skimler).

Stutteriet blev grundlagt dengang det var populært at have kongelige rideskoler og akademier, ligesom den Spanske Rideskole i Wien. Formålet var at avle ensformige heste der kunne bruges for vogn, i parader og til dressur øvelser i den høje skole og til det kongelige hof. Under Napoleonskrigene i 1809-1810 blev de fleste heste stjålet af franske tropper og linjen blev møjsommeligt genskabt ved hjælp af primært portugisiske lusitanoheste, men man lavede også en del mislykkede forsøg på at indkrydse fuldblod, araber og andre racer. Ingen af disse forsøg gav det ønskede resultat, og man tog alle blandede heste ud af avlen.
I begyndelsen af det 19. århundrede blev det portugisiske monarki afsat ved en revolution og stutteriet var nær blevet nedlagt og hingstene kastreret eller spist. Men Dr. Ruy D’Andrade reddede linjen ved at købe 2 hingste og ca. 15 hopper på en auktion. Dette var nok til at genskabe linjen og i 1942 blev stutteriet genåbnet med afkom fra disse heste. Naturligvis gav dette en del indavl, men det har ikke givet linjen nogle skavanker, da uegnede og ikke holdbare heste er blevet sorteret fra via uddannelsen af hestene.

Hopper bliver tilredet for at teste sind og hingstene bliver redet op til den høje skole og skolen over jorden. De anses af mange for at være mere “varme” i hovedet end andre linjer. Alter Real hestene er derudover kompakte, runde heste med høje benløft og stor lærevillighed, som gør dem ideelle for brug på Escola Portuguesa de Arte Equestre (EPAE), som udelukkende har Alter Real-heste. Alter Real linjen er kun brugt i meget lille omfang uden for stutteriet, men bruges f.eks. for at tilføje farve til avlen – da disse heste har brun i alle generationer.
Coudelaria de Alter (AR) og Coudelaria Nacional (CN) er i dag gået sammen med Den Portugisiske skole for Ridekunst (EPAE) om ”Alter Real Fonden”, hvis formål er at bevare Alter Real hestene. I 2013 overgik administrationen til Companhia das Lezirias (SA), som nu er ansvarlig for bevaring af hhv. CN-linjen og AR-linjen.
Kendte Alter Real heste: Guizo (gik med på det spanske OL landshold i dressur) og Rubi (dressur OL).

Lusitanohesten er en alsidig hest – Hvad enten det er arbejde på dressurbanen, i marken, ved tyrefægtning, høj skole, kørsel mm., skal den kunne fungere i sit sind og i sin krop.
Den skal være fornuftig, modig, lærevillig, aktiv, lydig, klog, rolig, energisk og den skal være både stærk, smidig og udholdende – og meget gerne have overblik og kunne komme sin rytter i forkøbet. Udvælgelsen har i mange hundrede år først og fremmest været via tyrefægtning og lign. krævende opgaver. Kampen med tyren er kun for de modigste heste og kun for de mest holdbare, da det er ekstremt krævende fysisk med alle de hurtige vendinger, stop og retningsskift. Kampen var et spørgsmål om liv og død og derfor var det kun de bedste heste som tyrefægteren mødte tyren med i arenaen. Hvordan hesten så ud betød ikke noget. Idag bliver hestene udvalgt på andre grundlag også, men arven fra gamle dage ligger stadigt i dem.

Standard og avlskrav for racen

Lusitano hesten er en middelkraftig hest, ca. 500 kilo. Alle kropsafsnit er af middel længde og danner til sammen et afrundet – subkonvekst – helhedsindtryk, fra næseryggen over halsen til krydset og den lavt ansatte hale. Formatet er kvadratisk, dvs. mankehøjden svarer til kropslængden målt fra bovspids til sædebensknude.

Middelhøjde:
Hingste 1,60 m. Hopper 1,55 m. (målt i stangmål ved 6 års alder):

Lød/farve:
Mest udbredt er skimlet og brun i alle afskygninger. Også sort, fuks, gul, blak (musegrå), isabellafarvet, palomino, cremello, albino og hvid forekommer.

Temperament:
Ædel, generøs og modig. Vågen og opmærksom, men altid lærenem og samarbejdsvillig.

Bevægelse:
Livlig, smidig og fremadsøgende med højt løft. Yderst behagelig for rytteren.

Brugsegenskaber:
Lusitano heste har en medfødt evne til at koncentrere sig og er særlig velegnet til den høje skole. Racens store mod og samarbejdsvilje har op gennem historien gjort den til den foretrukne hest til brug i krig (nærkamp) og siden til jagt, tyrefægtning og arbejde med kvæg.

Hoved:
Velproportioneret, af middel længde, med fine og tørre linjer. Underkæben er ikke særlig fremtrædende, mens ganascherne er forholdsvis lange. Profilen er let buet (subkonveks), panden hvælvet mellem øjenbrynsbuerne. Øjnene er store og mandelformede, levende og meget udtryks- og tillidsfulde. Ørerne er af middel længde, slanke og udtryksfulde.

Hals:
Middellang, buet. Manen finthåret og særdeles veludviklet. Overgangen mellem hals og hoved er fintformet. Halsen er bred ved basis og velansat mellem skuldrene. Lansemærket er ikke udpræget.

Manke:
Lang og velmarkeret, danner en harmonisk overgang mellem hals og ryg. Højere end krydset (ikke overbygget). Hos voksne hingste kan mankestykket være dækket af fedtvæv, men det er altid tydeligt adskilt fra skulderen.

Bringe:
Af af middel bredde, dyb og muskuløs. Lusitano brystkasse: Veludviklet, lang og dyb. Ribbenene er let hvælvede og skråt indsat i rygsøjlen (elliptisk tværsnit), så der dannes en kort og udfyldt flanke.

Skulder:
Lang, skrå og muskuløs.

Ryg:
Velformet og horisontal, udgør en harmonisk forbindelse mellem manke og kryds.

Lændestykke:
Kort, bredt, muskuløst og let afrundet (konvekst). Forbundet med både ryg og kryds, så de til sammen danner en flydende og harmonisk linje.

Kryds:
Kraftigt og afrundet, velproportioneret og let hældende. Set fra siden er det konvekst og harmonisk med et ringe markeret hoftehjørne (elliptisk tværsnit). Haleansats og -føring følger i forlængelse af krydsets afrunding. Halen består af langt, fyldigt og silkeagtigt hår.

Lemmer:
Forlemmerne er muskuløse og velformede. Overarmen er lige og muskuløs med albuen vel inde under kroppen. Underarmen lodret og muskuløs. Forknæene store og tørre. Forpiben er lang og tør med tydeligt markerede sener. Kodeleddet er forholdsvis stort og tørt, med sparsomt hovskæg. Koden er relativt lang og skrå. Hovene er af god kvalitet, velformede og velproportionerede, smalle i dragterne og kronranden kun svagt markeret. Baglåret er kort og konvekst. Overlåret er muskuløst, forholdsvis kort og vinklet således, at knæleddet er i samme lodrette plan som hoftehjørnet. Underlåret er relativt langt og vinklet, så haseleddet er i samme lodrette plan som sædebensknuden. Haserne er brede, kraftige og tørre. Bagbenenes led danner til sammen lukkede vinkler.

Forskellen mellem PSL og PRE

De to racer Pura Raza Espaniol (PRE) og  Pura Sangue Lusitano (PSL) er genetisk næsten identiske, dog er der er påvist mere Sorraia mDNA i Lusitanoen.
Men måden de avlsmæssigt er udvalgt på, har gjort dem til to racer med forskelligt præg. Lusitanoen er frem for alt udvalgt på funktionalitet, – skønhed, farve, lang man og lign. kom i anden række eller blev slet ikke taget i betragtning. Det portugiserne mener med funktionalitet er, at hesten skal kunne fungere som ridedyr og arbejdsdyr – ofte i mange timer i træk og under vanskelige forhold.

Forskelle fra P.R.E. (de spanske/Andalusier):
Alle farver er tilladt, også plettede
Tit ikke nær så hårfager
Mere lige ryg
Bagdelen er skrånet